Hovedværk af Bertha Wegmann bliver en del af Ordrupgaards samling

Bertha Wegmann var en del af en generation af kvindelige pionerkunstnere, der overskred tidens begrænsninger for deres køn i årene omkring det moderne gennembrud. Det gjorde hun ved at krydse landegrænser og uddanne sig blandt andet i München. Herfra gik turen ofte til Jenbach i de østrigske Alper, hvor hun i selskab med den svenske kunstner Jeanna Bauck nød at tage på “fodture” i naturen. Alperne og Jenbach blev et fristed for Wegmann, hvor hun kunne nyfortolke rollen som kvinde, kunstner og ikke mindst det traditionelle blomstermotiv.

Blomstermotivet blev i 1800-tallet ofte forbundet med kvindelige kunstnere, og det blev anset som et passende motiv, da det ikke involverede studier af menneskekroppen. Men i Mit yndlingsvindue forvandler Wegmann imidlertid det klassiske motiv, der oftest fokuserede på stilrene blomsterarrangementer, sammensat af opdyrkede sorter. I Wegmanns værk indtager en vildtvoksende markbuket i stedet motivet og peger på de moderne, selvstændige kvinders vilkår. Rundt om buketten ligger breve, bøger, billeder og skriveredskaber spredt over bordet som ukrudt, der gror – et øjebliksbillede af et omfangsrigt, produktivt og uafhængigt arbejdsliv.

Rygning var på Wegmanns tid primært forbeholdt mænd. Alligevel har hun på bordkanten placeret en halvrøget, osende cigar, der i sig selv vidner om en kunstner, der så stort på normerne og udvidede rummet for, hvad det ville sige at være kvinde og for, hvad der kunne males i det klassiske blomstermotiv.

Med et både sanseligt og subtilt billedsprog åbner maleriet et vindue til et kvindeligt erfaringsrum – og til Wegmanns egen yndlingsudsigt, som publikum nu kan opleve på Museum Ordrupgaard.

Kendt, men (næsten) glemt: En af 1800-tallets vigtigste kvindelige kunstnere

Bertha Wegmann var en af Danmarks mest eftertragtede portrætmalere og forevigede gennem sit liv samtidens politiske, økonomiske og kulturelle elite. Dertil skildrede hun landskaber, stilleben og bymotiver med virtuose og sanselige penselstrøg. Samtidig var hun en pioner for kvindelige kunstnere og kæmpede aktivt for bedre adgang til kunstuddannelser i Danmark og for at styrke kvinders position på lige fod med mænds.

Alligevel gik hun – ligesom mange af sine kvindelige kolleger – i glemmebogen, da kunsthistorien blev skrevet fra omkring år 1900 og frem. I flere af hendes motiver optræder mælkebøtten som et emblem for den danske kvindebevægelse. Ligesom mælkebøtten, der skyder op gennem alle forhindringer og ikke lader sig begrænse, har Wegmann siden fundet vej tilbage til museerne. I de senere år er interessen for hendes værker vokset stødt, både i Danmark og internationalt, og hendes værker er i dag repræsenteret i en række markante museumsinstitutioner i både ind- og udland.

Et centralt værk til samlingen

Mit yndlingsvindue (Interiør fra Jenbach, Tyrol) er det andet værk af Wegmann i Ordrupgaards samling og supplerer Afblomstrede mælkebøtter, som museet erhvervede i 2024. Sammen bidrager de til en vigtig fortælling om kvinders rolle i det danske kunstliv i slutningen af 1800-tallet.

Tak til

Ny Carlsbergfondet  / Aage og Johanne Louis-Hansens Fond