Jesper Christiansen på Ordrupgaard

Særudstilling
1. februar - 3. september 2023
Jesper Christiansen Op Alle De Ting (Martin A. Hansens Cykeltur), 2019-20. Ny Carlsbergfondet (dep)

I en sanselig og tæt iscenesættelse følger udstillingen Jesper Christiansens udvikling igennem mere end 40 år – fra de minimalistiske begyndelser og frem til de frodigt, fabulerende landskaber, som han maler i dag. Inspirationen finder han blandt andet i kunsthistoriens, litteraturens og musikkens store værker. Og hos Christiansen smelter forskellige tider, steder og billedplaner ubesværet sammen i storslåede malerier, der trækker betragteren medrivende ind i deres særlige univers.

Jesper Christiansen (født 1955) er helt unik i både en dansk og international sammenhæng. Den tidligere professor ved Det Kongelige Danske er noget så sjældent som en klassisk skønånd i samtidskunsten. Når han arbejder, fyldes hans atelier med tonerne af Bachs korværker, Verdis operaer eller Beethovens strygekvartetter, på hans arbejdsbord ligger bøger af Dante, Goethe, Rilke, Proust eller Virginia Woolf. Hans lærreder er først og fremmest kendetegnet ved en fascinerende detaljerigdom med alverdens referencer og åbne spor, mens motiverne er illusionistiske, udpræget dekorative, og farverne står lysende ud fra den sorte grundering.

Med mere end 110 værker, hvoraf mange kommer fra private kunstsamlinger, giver udstillingen et enestående indblik i Christiansens samlede værk. Udstillingen tager sin begyndelse i 1980’ernes minimalistiske serier af spartanske mure, stole og senge. Dernæst følger 90’ernes mere komplekse bogstavs- og vinduesmalerier samt 00’ernes udforskninger af rum og landskaber. Fra og med Virginia Woolf-serien i 2010-12 sættes maleriet på en helt ny formel idémæssigt såvel som teknisk. Herefter er værkerne præget af en usædvanlig detaljerigdom, der gør malerarbejdet ekstremt tidskrævende. Samtidig udvides det visuelle repertoire, så interiører, stilleben og landskaber optræder side om side på samme lærred. Med på udstillingen er malerier, tegninger og keramik samt personlige genstande, der har dannet inspiration for kunstneren. Og det ses, hvordan Christiansen med årene har arbejdet sig igennem en lang række maleriske problemstillinger og kunsthistoriske genrer, som han konstant har undersøgt og sat på stadig nye formler.

Christiansen blander tit virkeligheder sammen ved at fylde de ofte ganske store lærreder med referencer til verdenskunsten, men også til egne omgivelser, rejser og rekvisitter fra atelieret i Odsherred. Således danner eksempelvis Dantes ’Den Guddommelige Komedie’ forlæg for Christiansens såkaldte Paradismalerier, men den toscanske flod er blevet til Isefjorden uden for kunstnerens atelier, ligesom krukkerne fundet på Swanernes Malergård eller den femarmede lysestage købt på kræmmermarkedet i Vig dukker op i flere af billederne.

Christiansen nøjes dog ikke med at sample fra forskellige kilder i sine illusionistiske malerier. Han bryder tillige illusionen i kraft af de mange noder, citater og egne notater der ofte dukker op som overmalede sprækker ind til den underliggende sorte grundering. Samtidig med at Jesper Christiansens billeder forestiller en verden ved hjælp af perspektivisk dybde, gør de også opmærksom på sig selv som en overmalet flade, som en ting i verden, og det er dette maleriske paradoks, der har optaget ham karrieren igennem.

Udstillingen kurateres af museumsdirektør Anne-Birgitte Fonsmark i samarbejde med kunstneren selv. Det rigt illustrerede katalog udkommer med tekster på dansk og engelsk af Bente Scavenius og Jesper Christiansen. Sidstnævnte lægger tillige ord og stemme til udstillingens app.

Udstillingen er generøst støttet af:

Augustinusfonden / Aage og Johanne Louis Hansens Fond / Vægmalingen er sponsoreret af Farrow & Ball

"Jesper Christiansens malerier er ganske enkelt forførende i deres glødende og mættede farvepragt, og de smukke landskaber rammer plet i tidsånden. I en tid, hvor naturen er i fare, og hvor biodiversiteten skal sikres og udbygges, er der i høj grad brug for Christiansens malerier."

Kulturinformation Niels Lyksted

"De mange naturbilleder er som en vandring i Paradisets have – eller i den danske skov i et moment, som vi dog meget sjældent oplever. Jesper Christiansen formår som maler at skabe de mest betagende billeder, der ligner noget, der er hentet fra virkeligheden, med som derefter har været igennem en eksotisk forvandlingskur."

KUNSTKUPEEN Ulla Strømberg

"Man har lyst til at bo i hans billeder."

Berlingske Holger Dahl

"En skønhedsdyrkende malernørd."

Kristeligt Dagblad Lisbeth Bonde

"Dekorative kalder de dem. Ja, det skal jeg lige love for!"

Politiken Mathias Kryger

"Ny udstilling er et must"

Villabyerne Adam Grandjean

"Kunst savner svinkeærinder og tilfældigheder."

Jyllands Posten Tom Jørgensen

"Maleren Jesper Christiansen får dig til at glemme verdenssituation for en stund."

Dagbladet Børsen Maria Kentorp

"Jesper Christiansen funkler på Ordrupgaard."

SN Karen Klifoth