Mange Moderniteter

Særudstilling
Paris, København og de danske, kvindelige malere.
15. september 2027 - 20. februar 2028
Interiør med kvinde som syr sale 7656 lot 104

Museum Ordrupgaard er vi i færd med at forberede en forskningsbaseret udstilling, der undersøger den generation af danske kvindelige kunstnere, der tæller Bertha Wegmann, Sofie Holten, Anna Petersen, Augusta Dohlmann, Anna Ancher og mange flere, som fra begyndelsen af 1880'erne rejste til Paris for at uddanne sig og møde det moderne.

Gennem værker af danske og internationale kunstnere som Berthe Morisot, Mary Cassatt, Édouard Manet, Paul Gauguin, Edgar Degas m fl. belyser vi, hvordan mødet med den franske kunstscene, nye netværk og moderne idéer og livsvilkår formede deres kunstneriske praksis og selvforståelse som både kunstnere og kvinder.

Udstillingen udfordrer en række etablerede fortællinger om moderniteten. Var de danske og nordiske kvinder faktisk mere frigjorte end deres franske kolleger, eller yder denne forestilling ikke de franske kvinder retfærdighed? Og hvordan skal vi forstå det paradoks, at kvinderne blev uddannet inden for den franske salonkunst – en tradition, som er blevet betragtet som umoderne og tilbageskuende sammenlignet med impressionismen – samtidig med, at de udviklede et moderne kunstnerisk blik? Ved at sætte danske kunstnere i dialog med både salonkunstnere og impressionister udfolder vi i udstillingen, hvordan der på tværs af stilarter fandtes fælles måder at skildre og reflektere over det moderne liv.

Vi viser, at de kvindelige kunstnere ikke blot var passive modtagere af internationale strømninger, men aktive deltagere og centrale aktører i udviklingen af den moderne kunst. Dermed nuancerer Mange moderniteter vores forståelse af, hvad modernitet var, og peger på dens mange forskellige udtryk og veje.